Minoritetskvinder kender ikke deres rettigheder: “Oplysning er det stærkeste våben”

For etniske minoritetskvinder i Danmark er det svært og til tider farligt at blive skilt. I hinduismen og islam bliver skilsmisse i høj grad set ned på, og derfor frygter flere kvinder for konsekvenserne. I mange tilfælde kender kvinderne ikke deres rettigheder. Flere kilder peger på oplysning som det stærkeste våben til et opgør mod dette.

Af: Mathias Vincents Fischer og Tobias Bundgaard Christensen. 

I dansk kultur er skilsmisse et accepteret begreb. Ifølge Danmarks Statistik blev over en tredjedel af par skilt i 2021. Dette er ikke tilfældet i de muslimske og hinduistiske samfund, hvor skilsmisse bliver set ned på. Derfor bliver kvinder fastholdt i et uønsket ægteskab. 

Et problem der lever i skyggen

Institut for Menneskerettigheder (IMR) og Det Nationale Forsknings -og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har lavet hver deres rapport om denne problemstilling. Begge rapporter peger på, at dette er et markant problem, der findes i det danske samfund. Dog er det svært at sige, præcist hvor stort et problem det er, og hvor mange det går ud over. Manglen på kvantitative data er ifølge Eva Maria Lassen fra IMR også et problem.

 ”Det er enormt svært at lave kvantitativt data, så man kan se hvor stort omfanget er. Det vil nærmest være umuligt at finde frem til dem, der har problemer, fordi det ikke kommer frem”, uddyber seniorforskeren fra IMR. 

Det er seniorforsker fra VIVE, Anika Liversage, enig i og beskriver det som et fænomen, der lever i skyggen. 

I kvindens disfavør

Begge rapporter beskriver, at det er kvinderne i disse ægteskaber, der oplever de største konsekvenser. Dette er bevist på baggrund af kvalitative data. 

I muslimsk kultur er ære og familie nemlig et yderst vigtigt element. Det er ifølge koranen ikke forbudt at blive skilt, men begge parter i ægteskabet skal være enige om det, og det er her problemet opstår. Man ser ofte, at manden i ægteskabet nægter at blive skilt.

Hvis en muslimsk kvinde vil skilles, skal man igennem det, der hedder en khula-proces. Her kan en religiøs autoritet opløse ægteskabet. I nogle vestlige lande har man opført shariaråd -og domstole til at gennemføre disse. Dog er det ikke til stor hjælp for kvinderne.

Vielse og skilsmisse i islam:

Nikah	En nikah er en ægteskabeligt bindende kontrakt mellem bruden og gommen. En nikah kan være både mundtlig og skriftlig.
Talaq	Når en mand initierer en talaq, vil det sige, at han ensidigt kan forstøde hans hustru og opløse ægteskabet. En kvinde har ikke mulighed for at initiere en talaq.
Khula	Khula er den proces man skal igennem, når begge ægtefæller er enige om at blive skilt.

”Ofte er udfaldet i kvindens disfavør, og de religiøse autoriteters kompetence er begrænset. Dette betyder, at kvinden risikerer, at hun ikke kan komme ud af sit religiøse ægteskab”, står det skrevet i rapporten fra 2020 af IMR.

Danmark er bagud på løsninger

Selvom disse råd og domstole ofte ikke er til den store hjælp, siger deres eksistens stadig noget om andre vestlige landes håndtering af problemet. Ifølge rapporten er vi i Danmark bagud i forhold til løsninger.

Eva Maria Lassen mener, at hovedgrunden til at andre lande er foran på løsningsforslag, er størrelsesforskellen. I lande med en større befolkning vil der automatisk være flere medlemmer af de forskellige trossamfund, og derfor kommer problemerne hurtigere til myndighedernes opmærksomhed. 

Kollektivistisk kvindesyn

Bugge Lind Petersen som er sikkerhedskonsulent hos Team for Æresrelaterede Krænkelser (TEK) hos Aarhus Kommune, peger på en hyppig årsag til problemet:

“Det har noget at gøre med de kvindesyn i de lande, som kvinderne kommer fra, som er meget kollektivistisk, og det harmonerer ikke særlig godt med det samfund vi har i Danmark”, fortæller Bugge Lind Petersen 

Dette resulterer ifølge Bugge Lind Petersen i, at mange af kvinderne han hjælper gennem hans arbejde, ikke kender deres rettigheder. Denne årsag nikker Kefa Abu Ras, medstifter af Søstre mod vold og kontrol genkendende til. I deres organisation er der nemlig stor fokus på at informere kvinderne.

Søstre mod vold og kontrol:

Søstre mod vold og kontrol er en NGO, som holder til i Odense. Organisationen har 70 frivillige kvinder med 15 forskellige nationaliteter og seks forskellige religiøse overbevisninger. Det de alle har til fælles er, at de kæmper for kvinders ret til et frit liv.

“Vi arbejder rigtig meget på oplysning, fordi vi mener at oplysning er det stærkeste våben, vi kan give til kvinder”, fortæller Kefa Abu Ras. 

Ifølge Kefa Abu Ras er det væsentligt, at kvinderne bliver bevidste om deres rettigheder og muligheder. Hun mener, at det er tid til et opgør. Derfor skal stafetten gives videre til kvinderne selv.

“Vi har stiftet den her organisation, fordi vi kunne se, at kvinderne er klar til at tage bladet fra munden og tale højt om et tabubelagt emne for at inspirere andre kvinder”, siger Kefa Abu Ras. 

Ifølge hende mangler der folk, som tør at tale højt og stå i front. Medstifteren mener, at det er vigtigt at tale med de kvinder, det handler om, hvis den negative sociale kontrol skal bekæmpes. Det savner hun især fra de politiske aktørers side.

“Vi er trætte af, at politikerne taler om brune kvinder. Det er vigtigt at tale med dem og ikke om dem”, uddyber Kefa Abu Ras. 

Søstre mod vold og kontrol arbejder hidtil kun Odense, men Kefa Abu Ras fortæller, at det er deres mål at blive landsdækkende for at nå ud til endnu flere kvinder. 

Et bredere samfundsanliggende

For at komme i mål, er det essentielt for denne slags organisationer at få økonomisk støtte, da de ikke får støtte fra staten. Derfor har Oak Foundation Denmark valgt at støtte den lignende organisation, Exitcirklen. 

Exitcirklen arbejder ligesom Søstre mod vold og kontrol med kvinder, der sidder fast i religiøse ægteskaber. Oak Foundation Denmark håber på, at deres støtte kan være med til at gøre problemet til et bredere samfundsanliggende. Direktøren for fonden, Esther Nørregård-Nielsen, fortæller:

“Vi håber på, at det bliver noget, man som samfund synes, at man skal tage sig af”. 

Første skridt er taget

Fra politisk side er der allerede sket en udvikling, siden rapporterne fra VIVE og IMR blev udgivet. Det drejer sig om straffelovens paragraf 243. Hvis man nægter sin ægtefælle at få en skilsmisse, kan det nu tolkes som psykisk vold, og straffes med bøde eller fængsel op til tre år. Denne ændring i straffeloven kalder Eva Maria Lassen for essentiel. Ændringen er primært vedtaget på baggrund af rapporterne fra IMR og VIVE. 

En anden løsning som Anika Liversage og Eva Maria Lassen peger på, er organisationer, som møder kvinderne. De mener, at organisationerne er et stærkt våben til at hjælpe de udsatte kvinder. 

“Skridtet er nemmere, hvis man møder en i sit nærområde, som man føler man kan tale med, ovenikøbet måske på ens eget sprog”, siger Anika Liversage. 

Samme syn på sagen findes hos Bugge Lind Petersen, som oplever at de kollegaer, som har været flygtninge selv, er godt rustet til at kunne nå nye borgere. Det er ikke en erfaring, man kan studere sig til, uddyber sikkerhedskonsulenten.